Komodo & Flores

Komodo nationalpark

Lige i centrum af strædet med de mange øer mellem Sumbawa og Flores ligger øen Komodo, en ø med bjerglandskab, og som er hjemsted for verdens største krybdyr, komodovaranen. 

Komodovaranerne findes kun i Komodo nationalpark, der dækker over et område på 170.000 hektar og omfatter øerne Komodo, Rinca og Padar. Ca. 3.000 øgler lever i parken, hvor de har overlevet i 10 mio år. En varan bliver op til 60 år og 3 meter lang. De skarpe tænder og uhyggelige kløer kombineret med den piskende hale, der kan nedlægge både geder, bøfler og mennesker, er ikke til at spøge med! Rådnet kød i enhver form er varanens livret.

Komodovaran på Rinca Island

Ud over at være hjemsted for komodovaranen, er nationalparken også tilholdssted for mange andre arter, såsom rådyr, hjorte, bøfler, vildsvin, langhalede makakaber, torresbuskhøns og mange forskellige fugle og papegøjearter.

Parken omfatter desuden et af de rigeste marinemiljøer med koralrev, mangrover, undersøiske bjerge og bugter. Disse levesteder huser mere end tusinde fiskearter, 260 koralarter, diverse hajer, djævlerokke, mindst 14 hvalarter, delfiner og havskildpadder. Dette gør, at Komodo Island ikke kun er kendt for sine frygtindgydende øgler, men også for sit utrolige undervandsliv og sine fremragende dykkersteder. Parken besøges hvert år af ca. 45.000 turister, hvoraf mange netop kommer for at dykke her.

I 1991 kom nationalparken på UNESCOs verdensarvsliste, og nationalparken er blevet udvalgt som en af de New7Wonders of Nature.

Den nærmeste havn, med skibe til Rinca og Komodo, er Labuanbajo på Flores. Herfra tager turen 2-4 timer.

Man kan både tage på en éndagstur fra Flores til en af øerne, hvor det er muligt at snorkle på vejen eller man kan tage på et cruise, hvor man får tre eventyrlige dage på en båd, og komme rundt i hele nationalparken.

Fantastisk smukt på sejlturen

Flores

Flores er en af de største, mest forrevne, vilde og frem for alt smukkeste øer i øgruppen Nusa Tenggara i det østlige Indonesien. Øen er ca. 375 km lang og har omkring 1,5 mio indbyggere. Her findes mange interessante kulturer, da Flores igennem mange år har været udsat for udenlandsk påvirkning fra mange sider. Omkring 85 % af befolkningen er katolikker, men der findes dog mange traditionelle skikke og trosretninger, og de udgør en stor del af Flores’ fascination for turisterne. 

Øens 2 største seværdigheder er kratersøerne på Keli Mutu og de fabelagtige koralrev ud for Maumere. Et godt sted at slappe af er området omkring Labuanjo, hvor der findes fine strande at snorkle fra og gode hoteller. Mange af Labuanjos nærliggende øer har smukke hvide sandstrande og koralreve, og de er nemme at komme til med båd.